Arkiv for 16. juli 2011

Sæderne næsten færdighøvlede og bordlægning skal opskæres

Lørdagen gik med at arbejde og tænke kreativt.  Sæderne er høvlet, så de er glatte og lysende hvide. I det indbydende solskinsvejr blev pladerne fjernet fra bunkerne af træ til bordlægning og rælinger. Det så altsammen godt ud. Dimensionerne ser fornuftige ud, men det skal altsammen høvles glat og skæres til. Det tager ganske lang tid, så søndagens arbejde ligger næsten fast fra morgenstunden.

Men der er andre vigtige ting at fundere over. Stævnene.

Vildhoppens forstævn blev udført af en krum vækstorienteret gren fra en stor væltet lind. Grenen havde en perfekt krumning. Det sker sjældent at man finder sådan en “gave”. Denne gang må der tænkes i en ny løsning. Jeg ved, at de nordamerikanske indianere anvendte lamineringsteknikker. De splittede træet til stævnene på langs så træet bestod af mange tynde lameller. De blev bøjet op til den ønskede form og derefter låst med dyvler og besnøringer.  Det var også den teknik, vi brugte på Vildhoppens forløb fra ræling op mod den øverste stævnspids. Det virkede perfekt.Med tanke på at det var på toppen af denne laminering af lister at det 25 kg. tunge Vildhoppehovede dinglede under sejladsen, må det siges at være en troværdig løsning.I overgangen fra bordlægning til stævn skal der tænkes i en stærk enkel sammenføjning.  Det var vanskeligt sidst, og denne gang skal det være en løsning som ikke tager alt for lang tid at lave. Jeg kan se at Hjortspringbåden anvender en for mig ikke ukendt løsning, hvor hele stævnpartiet er låst fast til skroget. Det er en logisk og fornuftig løsning på et træskib, men jeg ser også, at det meget vel kan være en videreudvikling af konstruktionen fra skindfartøjet i bronzealderen. En indianerstamme ved navn Cree-indianerne brugte en utraditionel stævnkonstruktion som var snittet til af et massivt stykke træ, hvortil stævnen blev fæstnet.  Dette kan altsammen lyde meget kryptisk og bøvlet, men besværet ligger i at bordlægning fra bund til sammenføjning på stævnen er en vridning af af bordet på 90 grader over ca 1 m. Det er ikke umuligt at lave, men det kræver tålmodighed, god teknik og en god portion velvilje fra guderne. På et “moderne” træskib  fra vikingetiden er stævnen også en kæmpestor blok, hvorpå bordene/klædningen nagles fast. Med jernet kom nye teknikker, men de byggede altid videre på tidligere tiders byggetraditioner.Vikingetiden er 1000 år efter bronzealderens afslutning.Indenfor bådfaget har udvikling altid gået meget langsomt. Det var et erhverv med stolte traditioner og respekt for de ældres kunnen. Hvem turde udfordre “bedstefar”. Hans resultater talte for sig, og i forsøget på at tænke nyt, var der altid reminicenser  fra tidligere så bedstefar blev stillet tilfreds, ellers kunne der være øretæver i luften.Stævnkonstruktionen på Hjortspringbåden er for mig et tydeligt tegn på en reminicens fra en svunden tid (skindbådens tid), idet de opsvungne dobbeltstævne ikke længere har noget praktisk betydning. Godt nok ser de flotte og prangende ud, men de er besværlige at lave og samtidigt sårbare. De fra bronzealderen så synlige dobbeltstævne på alle helleristninger i hele Norden er for mig et tegn på, at de havde en vigtig betydning. Den betydning er for mig en funktion i forhold til sejladsen.  Denne funktion kan jeg tale om i timevis, og jeg skal ikke komme ind på det her, men i søsætningen af Vildhoppen havde det allerede en synlig virkning. Jeg sad forrest i Vildhoppen og var imponeret over, at den skar gennem vandet, delte bølgen uden at vand skyllede ind samtidigt som at det konkavformede tværsnit af forstævnen gav en forskibs løftevirkning med stor bevægelse af skibets længdeplan (fleksibilitet i skroget). Dette skal forklares ved skibet eller på vandet - ikke her.Lad mig dog citere en russisk ortodoks præst som blev transporteret rundt i området ved Alaske for 200 år siden:At first. I disliked these leathern canoes on account of their bending elasticity in the water, wrote Urey Lisiansky, a russian sea captain after completing a 300 mile baidarka voyage in 1805. ” But when accustomed to them, I thought it rather pleasant than otherwise.”Baidarkaen er for mig Bronzealderskibene i mindre skala. Lisiansky blev transporteret rundt i en 7 m. lang tre-mandsbaidarka, og hans skepsis overfor disse elastiske kajakker indgød ikke umiddelbar overbevisning af deres sødygtighed. Det måtte han og mange andre sande senere hen. For mig er det kulminationen af en årtusindlang udvikling af fartøjer til et havområde, hvor det stormer ugens 6 dage, og hvor der er orkan den syvende.  Det stiller krav til fartøjets konstruktion og manøvreevne. Derfor krævede det aleutiske samfund, at egentlige eksperter i kajakbygning fik stor status.  Disse kajakbyggere udviklede for os idag utrolige teknikker med indlæggelse af “kuglelejer” i trækonstruktion. Dette var ikke stålkuglelejer, men kuglelejer lavet af elfenben.  Hele 60 kuglelejer kunne placeres i en en-mandsbaidarka. Blandt  byggeeksperterne var disse byggeteknikker af stor hemmelighed for at statuere overlegenhed i forhold til andre aleutiske grupper på den 1000 km. lange økæde i Beringsstrædet mellem Sibirien og Alaska.Nå, opskæringen må igang.