Den 5.maj 2007 og foreløbige tanker om skibets sejlads

sejlladsen den 5. maj

Klokken var 5.30 lørdag morgen d. 5 maj - søsætningsdagen. Fuglene kvidrede og solen blændede langsomt op for en dag der så ud til at blive helt skyfri.

Hvad ellers kunne man fristes til at sige når nu der både var en solvogn og et skib til at trække den over himlen, lige som mytologien antyder det. Jan Frydenlund og jeg mødtes for at forberede detaljerne omkring montering af en af skibets væsentligste “detaljer”, hestehovedet, der symboliserer at skibet trækkes af sted over himlen af bronzealderens helligste dyr - hesten.

hestehovedet

Jan havde arbejdet på hovedet i perioder og lod det udvikle sig efter sin naturlige form. Formen var styret af naturens kræfter idet det var fra et stykke forgrenet lindetræ der har vokset midt på Annebjerggård ( som er matriklen museet hører hjemme på).
Som kunstner havde Jan frie hænder til at udfolde sig med materialet. Frisk lindetræ er fremragende at arbejde i, og er stort set kun kendt som billedskærermateriale. Men selv efter 2 måneders tørretid vejer det færdige hoved nær de 20 kg.

Som prydelse på en højt rejst stævn der ender i en tynd spids har det været den rene ingeniørkunst at skabe en let og tilstrækkelig stærk konstruktion med de rette krumninger.
Jan er født og opvokset på Grønland og i sin barndom opsamlede han ædelsten fra et sted i Diskobugten. De er nu brugt som øjne i hestens hoved.

Med inspiration fra de nordamerikanske indianeres kanobygningshåndværk ved jeg at de laver kanostævne ved at splitte træstykket i flere lameller for derefter at binde dem sammen med granrod efter bøjning til de rette kurver. Det var også nødvendigt i vores stævn.

Rælingen skulle ende i en stærkt bøjet kurve som bestod af henholdsvis lind og ask. Asken blev dampet mens linden var rimelig føjelig i den bøjningsproces. Sammensurret og dyvlet beklædt med lærred blev formen stærk.

Hovedet blev boret og hugget til så det passede til “halsen”. Afsløringen af hovedets udseende skulle finde sted 11 timer senere.

helleristning

Solen steg langsomt op og gennemlyste det olierede lærred så det var tydeligt for enhver at spanterne stod som man kan se det på de mange helleristninger af skibe. Til sent fredag aften havde de mange af laugets medlemmer knoklet for at få skibet betrukket og olieret. Det var en enestående kollektiv bedrift hvor alle følte ansvar for at skibet skulle stå klar lørdag eftermiddag.

Dugen er nu på

Først 5 minutter i 12 var det muligt at fjerne stiger og planker omkring stævnene, som var nødvendige for arbejdet i 3 m. højde.

Museet åbnede sin udstilling “Solens Land” kl. 13 hvor de særligt indbudte kunne se Odsherreds værdifulde fortid i en og samme præsentation.

Kulturminister Brian Mikkelsen kunne ikke undgå at se skibet og kom over og fik en snak om projektet og vores fremtidsambition om at skabe et bronzealdercenter, en idé han fandt meget spændende og rigtig.

Alle klar til afgang

Kl. 14 var alle deltagerne i sejladsen klar til at bære skibet til stranden. Klædt i de fineste brune ulddragter som benyttedes i bronzealderen skred vi fremad med stolhed, og en tilskuerskare på over tusinde personer svirrende omkring optoget. Eftersom det ikke havde været prøvet før at bære en 25 m. lang bronzealderbåd, var vi nødt til at improvisere løsninger, eftersom der holdt biler på kryds og tværs i området. En indhegning måtte vi forcere ned ad bakke så alle samtidigt fik set hvor stor fleksibilitet skibet havde.

Flere tusinde mennesker var stimlet samlet på stranden ved det store skib. Et plateau blev rejst over skibets midte hvor der skulle danses egtvedpigens dans af Anni Brøgger.

Svend Ulstrup holdt en tale fra undfangelsen af projektets idé til det nu stolte skib, som stod foran sin jomfrurejse:

” For 2 år siden blev idéens skabt om at lave verdens første og største bronzealderskib. Der var en mulighed af få solvognen tilbage til Odsherred for en stund og det kunne bedst fejres med bygning af et bronzealderskib der har præget myter og ritualer i bronzealderen. Samtidigt skulle skibet være et symbol på at Odsherred nu igen var en samlet landsdel med den største samling af de rigeste fund fra den tid. Engelstrupstenens store skib skulle være forbilledet.
Straks ved offentliggørelsen af idéen var der interesse for at støtte projektet. Formanden for Trundholm Kommunes Kulturudvalg Ib Rasmussen var den første til at modtage idéen med begejstring. Straks efter meddelte Hempelfonden og Skohandler Jens Frost at de var parate til at støtte - stadigt uden at projektet havde skrevet en eneste ansøgning. Der skal derfor rettes en særlig tak til Trundholm Kommune, Hempelfonden, Brand Fonden af 1848, Nykøbing-Rørvig Kommune, Friluftsrådet , STARK i Nykøbing og Poul Johansens Fond som troede på ideen og bidragede med den nødvendige økonomi.
Skibet repræsenterer vore forfædres enestående kultur og skal ved dets brug hædre deres minde og bringe Odsherreds fortid ud i den store verden.”

Et optog med deltagere fra Musikskolen kom gående ned til skibet og spillede på Lur, trommer, fløjter og andre instrumenter. Det lød fantastisk og var med til at skabe den rigtige atmosfære. Ledsaget af sang og lurblæsning dansede Anni Brøgger egtvedpigens dans over skibet som det kan ses på mange helleristninger.

Sonja døber skibet “Vildhoppen”

Dernæst stod skibets dåb for tur. 7-årige. Sonja Ulstrup-Kunosson var af lauget blevet bestemt til at døbe skibet og navngive det.

” Jeg døber skibet og dets navn skal være vildhoppen!” råbte Sonja med klar stemme og hældte en bøtte med Isefjordens vand ned i skibet .

Mens de tusinde mennesker klappede og jublede var tiden til den sidste afsløring kommet. Hestehovedet på skibets stævn var tildækket med en sæk. Da sækken blev trukket af gik der en susen gennem publikum over dette prægtige hestehoved, som er et flot kunstnerisk symbol på skibet.

Skibet søsættes

De mange roere gjorde nu klar langs rælingen og bar skibet ud i havstokken . En jævn - frisk vind fra syd-øst kom lige ind på kysten. Skibet blev skubbet ud og roerne hoppede ombord.

Kun 5-6 af roerne var egentlige kanoeksperter, mens resten ikke havde den store erfaring. Ud over bølgerne gik det. Deltagerne i skibet jublede mens der gik gysen og skræk gennem tilskuerne. Noget lignende havde næppe nogen set.

sejlladsen den 5. maj

Skibet bevægede sig som en målerlarve henover bølgerne og så hvert øjeblik ud som om at det var ved at brække over. I skibet knagede og bragede det i alle samlinger og besnøringer - men det holdt, og efter en runde i mod-side - og med sø svingede vi rundt og padlede tilbage igen.

Skibet var kun olieret én gang og det var langt fra nok. 500 l. vand samlede sig i skibets bund og gjorde den vanskeligt at manøvrere. Mange sy huller var endnu åbne og vandet piblede ind.

Men “Vildhoppen” levede op til sit navn og lod sig ikke bare betvinge. Der skal øvelse til at padle et så mægtigt fartøj, og træning bliver nødvendigt i tiden fremover.

Set i arkæologisk henseende vil jeg mene at den korte jomfrusejlads gav ny viden om fortiden.

Et så stort skib som vi søsatte har vi kun set fra helleristninger. Præcist som advaret ville det være et fleksibelt fartøj, men det overgik folks fantasi at det kunne vride sig på den måde det gjorde.

Nu giver det pludselig mening i forståelsen af de navne som de senere så “moderne” vikingeskibe fik - “Ormen hin lange”. Hvorfor navngive et langt vikingeskib med et slangenavn? Kan den usædvanlige fleksibilitet være afsløringen af denne gåde? Der er adskillige helleristninger af skibe som viser til ræling og bund bugter sig at sted i et parallelt forløb.

Da skibet var sikkert i havn blev det atter - under politibevogtning og styring - placeret på pladsen foran museet, der huser Solvognen og Engelstrupstenen.

Som om intet var hændt knejser hun stolt og venter på sin klargøring for kommende turer til havs.

Skibet skal nu olieres og lakeres færdigt så det er helt tæt. Der skal et lag ekstra sejldug i bunden. Sejldug er 1,5 mm. tykt mens okselæder kan være 5-6 mm. Der skal en topræling på og der skal indsættes de endelig tofter. Tofterne skal sidde tættere og de virker som “hanebånd” i en hus som holder væggene på plads og i dette tilfælde er det bådens sider der skal holdes i den rette vinkel.

Med de erfaringer vi har som kanopadlere vil det muligvis være en idé at indsætte 3 afstivende planker midtskibs så vi selv kan styre dens elasticitet. Ved at dele båden i 3 sektioner vil den kunne arbejde efter den samme teknologi som på de aleutiske baidarkaer.

Vores skib er på mange måder en stor baidarkakano.

Om de forskellige testresultater i arbejdet vil vi løbende afsløre her på webloggen.

sejlladsen den 5. maj

0 Kommentarer til “Den 5.maj 2007 og foreløbige tanker om skibets sejlads”


  1. Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Du skal login for at skrive en kommentar.