De foreløbige tanker om skibets sejlads!
Set i arkæologisk henseende vil jeg mene at den korte jomfrusejlads gav ny viden om fortiden.
Et så stort skib som vi søsatte har vi kun set fra helleristninger. Præcist som advaret ville det være et fleksibelt fartøj, men det overgik folks fantasi at det kunne vride sig på den måde det gjorde.
Nu giver det pludselig mening i forståelsen af de navne som de senere så “moderne” vikingeskibe fik - “Ormen hin lange”. Hvorfor navngive et langt vikingeskib med et slangenavn? Kan den usædvanlige fleksibilitet være afsløringen af denne gåde? Der er adskillige helleristninger af skibe som viser til ræling og bund bugter sig at sted i et parallelt forløb.
Da skibet var sikkert i havn blev det atter - under politibevogtning og styring - placeret på pladsen foran museet, der huser Solvognen og Engelstrupstenen.
Som om intet var hændt knejser hun stolt og venter på sin klargøring for kommende turer til havs.
Skibet skal nu olieres og lakeres færdigt så det er helt tæt. Der skal et lag ekstra sejldug i bunden. Sejldug er 1,5 mm. tykt mens okselæder kan være 5-6 mm. Der skal en topræling på og der skal indsættes de endelig tofter. Tofterne skal sidde tættere og de virker som “hanebånd” i en hus som holder væggene på plads og i dette tilfælde er det bådens sider der skal holdes i den rette vinkel.
Med de erfaringer vi har som kanopadlere vil det muligvis være en idé at indsætte 3 afstivende planker midtskibs så vi selv kan styre dens elasticitet. Ved at dele båden i 3 sektioner vil den kunne arbejde efter den samme teknologi som på de aleutiske baidarkaer.
Vores skib er på mange måder en stor baidarkakano.
Om de forskellige testresultater i arbejdet vil vi løbende afsløre her på webloggen.
