Spantebøjningen gik fremragende

jorgen_130711.png

På  tredjedagen var det tid til at bøje de kraftige hovedspanter i fartøjet.  Med den kraftige dimension ( 60×14x2400mm.)  er det altid imødeset med en vis nervøsitet om de nu også vil bøje.

Men det gik rigtig fint. Jørgen var medarbejder i processen, og vi brugte den tid spanterne krævede, for at de kunne blive gennemkogt tilstrækkeligt. Endnu mangler der at blive bøjet to spanter til, som er identiske med to af dem der allerede sidder på skabelonerne.
De kortere askestykker Jørgen står med er dem som skal virke som støtter fra sæderne og ned til spanten, som vist på illustrationen/billeder fra igår.

Lindetræet som skal bruges til sæderne fandt jeg frem, og der synes lige akkurat at være nok til de 7 dobbeltsæder.
Med hensyn til klargøring af alt det andet træ, så ligger det stadigt under tagplader som beskytter det mod regn.  Det kan være truslen mod det videre arbejde i de næste par dage, men mon ikke der skulle komme bare lidt ophold i regnen.

I aften skal jeg afsted til skoven for at bese en lang egestamme jeg fældede for længe siden.  Den blev fældet og skåret i længder á 3 stykker. Derefter blev stammerne løftet op fra jorden så den kunne tørre langsomt. Egetræet er tænkt brugt som de inderste sambord/bordlægning i fartøjet.