Hovedspanterne færdige

Mens regnen silede ned tog Jørgen og jeg fat på de sidste hovedspanters bøjning.  Selvfølgelig er der altid bøvl med at få damp nok  til kassen med brug af elkraft til kogesystemet.  Strømmen bloppede og sagde mystiske lyde, men det er måske ikke så underligt med den megen fugt i luften.  Men det gik og nogen tid efter var de sidste spanter bøjet og sat til hærdning.

Vi fandt 11 planker lindetræ til sæder. De er knasende tørre, men de kan være svære at få helt perfekte, da der er kerne i nogen af dem. Med lidt held skal det lykkes at få dem skåret fornuftigt til.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om højden i fartøjet.  Måske de 45 cm skal øges nogle cm. En tegning fra en 12 m. lang Montrealkano har en bredde på 170 cm. og en højde på knap 60 cm., men den blev også brugt til transport af flere tons skind, huder og andet handelsgods.

Sent i går aftes fandt jeg frem til vores egestamme som ligger klar til opskæring.  Grundstammen er 8,3 m. lang og den er 35 cm. i midtdiameter.

Først og fremmest skal kernetræet bruges til de to inderste bord i Fønix.

eg_140711.png

At billedet er noget utydeligt, skyldes det kraftige regnvejr og brug af blitz, for det var mørkere end fotoet antyder. Ikke en sjæl kunne finde på at vade rundt i skoven denne sene aften. Jeg cyklede en runde i skoven og kiggede lidt på de mange sten - der kunne jo dukke en helleristning op. Midt i Annebergskoven ligger der en bronzealderhøj på en høj top.  I Bronzealderen var der næppe nogen skov og fjordens vandskvulp har lydt langt i landskabet, så store dele af skoven var ganske enkelt dækket med vand. Men der ligger flere store sten med skålgrupper og jeg fandt for nogle år siden en sten med hjulkors. Den ligger der endnu - urørt.

Egestammen er pænt lige, så det skal blive en fornøjelse af “pakke” den ud og se hvad den indeholder.