Forfatter arkiv for Svend

Markedsføring af bronzealderskibet

fredag_220711.png

Jeg kan ikke bringe et billede af vores opstilling af spantsektioner på beddingen i Strandhusene. Det ville have krævet et dykkerkamera, og det ejer jeg ikke.  Til gengæld kunne jeg fortælle om vores nye skib for de mange forbipasserende.  Kunsthåndværkermarkedet samler årligt mange tusinde besøgende, og det var en hektisk forestilling allerede ved 12-tiden på en almindelig fredag, selvom regnen silede ned.

Som “æresgæst” blev jeg budt velkommen af repræsentanten fra “Ovnhus” samt Odsherreds borgmester Thomas Adelskov.  Vi kunne så snakke lidt om vores nye skibsprojekt og visionerne på længere sigt. En snak som i den positive ånd den fandt sted i,  muligvis kan bane vej for en øget kommunal interesse og opmærksomhed.

På standen kunne jeg præsentere fællesskabet af foreninger i Strandhusene med diverse genstande og foldere. Igen var Jørgen Andersen en knag til at komme og hjælpe med plancher og trykning af informationsmateriale.

Vildhoppens hoved blev omend ikke præsenteret på et fad så dog synliggjort til stor begejstring for de besøgende.  Mange genkaldte sig søsætning af Vildhoppen, og jeg kunne mærke en respektfuld ærefrygt for vore skibsprojekter.

For jer der læser denne blog, skal det nævnes, at kunsthåndværkermarkedet  fortsætter på Nykøbing Havn i morgen lørdag og søndag.  Se evt. mere på www.ovnhus.dk

Det uendelige opskæringsarbejde og spantesektionerne næsten færdige

onsdag_200711.jpg

Fra 2 vidunderligt store asketræsplanker ( 8 m. x 40 cm. x 2,5 cm) kunne der opskæres 4 rælingslængder. 2 sæt til forskib og 2 til agter. Af andre længder ask kunne der blive til lister og topræling, når skindet er trukket på.

Af en eller anden grund har alle de,  som har “fået” opgaven at skære træ op siden Vildhoppens glade dage, heddet Thomas.  Lad os bare sige at det har været godt for kvaliteten.   Sæde-spantekonstruktionen kræver møjsommeligt og tålmodigt arbejde, og der mangler kun 4 sæt nu, så er alle klar til opsætning på beddingen.

I løbet af eftermiddagen kom Jørgen og Yoram, så sammen med Thomas og Andreas fik vi tømt hele telthuset for genstande og gulvet blev revet og rengjort.  Derefter kunne de særlig beddingsbukke sættes og niveleres og sættes i vater.

Fra morgenstunden fandt jeg en klump lind, som måske kunne blive til et nyt hestehoved.  Gunvor var ikke afvisende overfor at prøve kræfter med denne opgave, hun har erfaringer med træskæring.

Torsdagen bliver den sidste rigtigte byggedag i denne omgang.  Fra på fredag kommer monsunen igen, og jeg er “årets gæst” på et håndværkermarked i Nykøbing, hvor jeg skal vise kajakker, og det vi laver med bronzealderskibene.  Man kan se lidt om dette arrangement på ovnhus.dk

Der plejer at kommer flere tusinde mennesker til dette arrangement, så måske det kan give os lidt opmærksomhed.

Vejret har forsinket en del af de sidste 14 dages opgaver, men vi er nået til et godt tidspunkt for en pause.  Når alle spante/sædesektionerne er sat på plads er det tid til det lange seje træk med påbinding af bordene.
Det er en opgave alle kan være med til.

Min opgave bliver produktion af bordene som alle skal tilpasses individuelt.  De bliver høvlet og skåret groft til hjemme i mit værksted eftersom vi ikke har 380 volt  i Strandhusene til at drive mine maskiner.

Når spantesektionerne er sat op, kan man fornemme formen af skibet, og det er samtidigt en slags rejsegilde. Det ligner så iøvrigt til forveksling taget på et hus.

Fra 2. august er der endnu et “sommerferieuge”,  for dem som vil hjælpe med. Med lidt held er skibet klar som skelet i midten af august.  Har vi så nogle gode varme augustdage, så kan tjære og linolie tørre rimeligt hurtigt, så en ny søsætning kunne blive i slutningen af august eller først i september.

Så må vi se.

Klargøring til rykind af mandskab

mandag_180711.png

Mandagens gode vejr krævede igangsætning fra morgenstunden.  Hjemme i mit værksted skulle stævnsamlingen bearbejdes, og Henrik Gideon stod klar på arbejdspladsen ved 10-tiden.  Jørgen Andersen dukkede op kort efter og de gik straks igang med den sidste høvling af det forreste og bageste sæde.

De andre sæder gik jeg igang med at opmåle for montering på de snart gennemhærdede spanter. Der skal bores slidser til isætning af de to støtter fra spanten, et langsommeligt arbejde der ikke levner muligheder for blot små fejl, så er det bare en ommer.

I morgen tirsdag har flere meldt sin ankomst. Vi bliver måske 5 mand, så der skal forberedes arbejdsopgaver. Det bliver noget med opskæring af rælinger, bøjning af stævne, tilpasning af støtter, opstilling af bedding i telthuset osv.

Med lidt held kan jeg måske få et par mand med i skoven for opskæring af egestammen. Det skal 3 mand til at bære en planke ud.

Columbus sniger sig ind i forskning af bronzealderskibe

Hvem skulle have troet, at Columbus skulle få betydning for sin fortid?  Det  får han imidlertid nu, for det var ham, som historisk er hjembringeren af kartoflen til Europa.

Eftersom jeg skulle eksperimentere med opskæring af en stor klods træ til en overgang mellem bordlægning og stævn, ville det unægtelig være spild af tid og kræfter, hvis noget skulle gå galt med materialerne, og det ikke blev helt som det var tænkt.

Da er det skønt at kunne sidde og snitte en kartoffel i nøjagtig den ønskede form.

Til venstre ses overgangsformen i tre dele og til højre i som en enhed.  Sporet i midten skal holde underkæben af stævnen på plads, så den kan svinge op i en elegant bue.  Det bliver et stort “nussearbejde” med brug af økse og stemmejern.  Iøvrigt findes en båddel som har stor betydning i en god solid træbåd. Den hedder en “bjørn” og kunne tænkes at være udviklet efter samme tanke, at styrke forstævnen mod ydre mekaniske påvirkninger.

kartoffel_170711.png

 

kartoffel_2_170711.png

Nej, kartoflen blev ikke kogt her til aften, men tak til Columbus for deltagelsen.

Sæderne næsten færdighøvlede og bordlægning skal opskæres

Lørdagen gik med at arbejde og tænke kreativt.  Sæderne er høvlet, så de er glatte og lysende hvide. I det indbydende solskinsvejr blev pladerne fjernet fra bunkerne af træ til bordlægning og rælinger. Det så altsammen godt ud. Dimensionerne ser fornuftige ud, men det skal altsammen høvles glat og skæres til. Det tager ganske lang tid, så søndagens arbejde ligger næsten fast fra morgenstunden.

Men der er andre vigtige ting at fundere over. Stævnene.

Vildhoppens forstævn blev udført af en krum vækstorienteret gren fra en stor væltet lind. Grenen havde en perfekt krumning. Det sker sjældent at man finder sådan en “gave”. Denne gang må der tænkes i en ny løsning. Jeg ved, at de nordamerikanske indianere anvendte lamineringsteknikker. De splittede træet til stævnene på langs så træet bestod af mange tynde lameller. De blev bøjet op til den ønskede form og derefter låst med dyvler og besnøringer.  Det var også den teknik, vi brugte på Vildhoppens forløb fra ræling op mod den øverste stævnspids. Det virkede perfekt.Med tanke på at det var på toppen af denne laminering af lister at det 25 kg. tunge Vildhoppehovede dinglede under sejladsen, må det siges at være en troværdig løsning.I overgangen fra bordlægning til stævn skal der tænkes i en stærk enkel sammenføjning.  Det var vanskeligt sidst, og denne gang skal det være en løsning som ikke tager alt for lang tid at lave. Jeg kan se at Hjortspringbåden anvender en for mig ikke ukendt løsning, hvor hele stævnpartiet er låst fast til skroget. Det er en logisk og fornuftig løsning på et træskib, men jeg ser også, at det meget vel kan være en videreudvikling af konstruktionen fra skindfartøjet i bronzealderen. En indianerstamme ved navn Cree-indianerne brugte en utraditionel stævnkonstruktion som var snittet til af et massivt stykke træ, hvortil stævnen blev fæstnet.  Dette kan altsammen lyde meget kryptisk og bøvlet, men besværet ligger i at bordlægning fra bund til sammenføjning på stævnen er en vridning af af bordet på 90 grader over ca 1 m. Det er ikke umuligt at lave, men det kræver tålmodighed, god teknik og en god portion velvilje fra guderne. På et “moderne” træskib  fra vikingetiden er stævnen også en kæmpestor blok, hvorpå bordene/klædningen nagles fast. Med jernet kom nye teknikker, men de byggede altid videre på tidligere tiders byggetraditioner.Vikingetiden er 1000 år efter bronzealderens afslutning.Indenfor bådfaget har udvikling altid gået meget langsomt. Det var et erhverv med stolte traditioner og respekt for de ældres kunnen. Hvem turde udfordre “bedstefar”. Hans resultater talte for sig, og i forsøget på at tænke nyt, var der altid reminicenser  fra tidligere så bedstefar blev stillet tilfreds, ellers kunne der være øretæver i luften.Stævnkonstruktionen på Hjortspringbåden er for mig et tydeligt tegn på en reminicens fra en svunden tid (skindbådens tid), idet de opsvungne dobbeltstævne ikke længere har noget praktisk betydning. Godt nok ser de flotte og prangende ud, men de er besværlige at lave og samtidigt sårbare. De fra bronzealderen så synlige dobbeltstævne på alle helleristninger i hele Norden er for mig et tegn på, at de havde en vigtig betydning. Den betydning er for mig en funktion i forhold til sejladsen.  Denne funktion kan jeg tale om i timevis, og jeg skal ikke komme ind på det her, men i søsætningen af Vildhoppen havde det allerede en synlig virkning. Jeg sad forrest i Vildhoppen og var imponeret over, at den skar gennem vandet, delte bølgen uden at vand skyllede ind samtidigt som at det konkavformede tværsnit af forstævnen gav en forskibs løftevirkning med stor bevægelse af skibets længdeplan (fleksibilitet i skroget). Dette skal forklares ved skibet eller på vandet - ikke her.Lad mig dog citere en russisk ortodoks præst som blev transporteret rundt i området ved Alaske for 200 år siden:At first. I disliked these leathern canoes on account of their bending elasticity in the water, wrote Urey Lisiansky, a russian sea captain after completing a 300 mile baidarka voyage in 1805. ” But when accustomed to them, I thought it rather pleasant than otherwise.”Baidarkaen er for mig Bronzealderskibene i mindre skala. Lisiansky blev transporteret rundt i en 7 m. lang tre-mandsbaidarka, og hans skepsis overfor disse elastiske kajakker indgød ikke umiddelbar overbevisning af deres sødygtighed. Det måtte han og mange andre sande senere hen. For mig er det kulminationen af en årtusindlang udvikling af fartøjer til et havområde, hvor det stormer ugens 6 dage, og hvor der er orkan den syvende.  Det stiller krav til fartøjets konstruktion og manøvreevne. Derfor krævede det aleutiske samfund, at egentlige eksperter i kajakbygning fik stor status.  Disse kajakbyggere udviklede for os idag utrolige teknikker med indlæggelse af “kuglelejer” i trækonstruktion. Dette var ikke stålkuglelejer, men kuglelejer lavet af elfenben.  Hele 60 kuglelejer kunne placeres i en en-mandsbaidarka. Blandt  byggeeksperterne var disse byggeteknikker af stor hemmelighed for at statuere overlegenhed i forhold til andre aleutiske grupper på den 1000 km. lange økæde i Beringsstrædet mellem Sibirien og Alaska.Nå, opskæringen må igang.

Sæderne godt på vej

I dag fredag fik vi opskåret og høvlet sæderne.  Der skal bruges 7 sæt, og de kræver en del arbejde. Jørgen og Sonja ydede en god indsats, så i morgen lørdag skulle de kunne blive færdige. I forhold til arbejdet med Vildhoppen kan jeg se at det er meget nemmere at høvle nu, da træet er knasende tørt. Vejret var lidt drilsk, men i eftermiddags blev det lummervarmt med sol. I morgen lørdag skal det blive godt at få alt det lange træ frem, som skal bruges til rælinger og bordlægning. Vejret er lovet tørt, så det blive en ny oplevelse.

fredag_150711.png

Jeg nærer et håb om at få alle spantesystemer gjort klar til mandag så bordlægning kan påbegynde, når der kommer flere bådbyggere og hjælper til.

Hovedspanterne færdige

Mens regnen silede ned tog Jørgen og jeg fat på de sidste hovedspanters bøjning.  Selvfølgelig er der altid bøvl med at få damp nok  til kassen med brug af elkraft til kogesystemet.  Strømmen bloppede og sagde mystiske lyde, men det er måske ikke så underligt med den megen fugt i luften.  Men det gik og nogen tid efter var de sidste spanter bøjet og sat til hærdning.

Vi fandt 11 planker lindetræ til sæder. De er knasende tørre, men de kan være svære at få helt perfekte, da der er kerne i nogen af dem. Med lidt held skal det lykkes at få dem skåret fornuftigt til.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om højden i fartøjet.  Måske de 45 cm skal øges nogle cm. En tegning fra en 12 m. lang Montrealkano har en bredde på 170 cm. og en højde på knap 60 cm., men den blev også brugt til transport af flere tons skind, huder og andet handelsgods.

Sent i går aftes fandt jeg frem til vores egestamme som ligger klar til opskæring.  Grundstammen er 8,3 m. lang og den er 35 cm. i midtdiameter.

Først og fremmest skal kernetræet bruges til de to inderste bord i Fønix.

eg_140711.png

At billedet er noget utydeligt, skyldes det kraftige regnvejr og brug af blitz, for det var mørkere end fotoet antyder. Ikke en sjæl kunne finde på at vade rundt i skoven denne sene aften. Jeg cyklede en runde i skoven og kiggede lidt på de mange sten - der kunne jo dukke en helleristning op. Midt i Annebergskoven ligger der en bronzealderhøj på en høj top.  I Bronzealderen var der næppe nogen skov og fjordens vandskvulp har lydt langt i landskabet, så store dele af skoven var ganske enkelt dækket med vand. Men der ligger flere store sten med skålgrupper og jeg fandt for nogle år siden en sten med hjulkors. Den ligger der endnu - urørt.

Egestammen er pænt lige, så det skal blive en fornøjelse af “pakke” den ud og se hvad den indeholder.

Spantebøjningen gik fremragende

jorgen_130711.png

På  tredjedagen var det tid til at bøje de kraftige hovedspanter i fartøjet.  Med den kraftige dimension ( 60×14x2400mm.)  er det altid imødeset med en vis nervøsitet om de nu også vil bøje.

Men det gik rigtig fint. Jørgen var medarbejder i processen, og vi brugte den tid spanterne krævede, for at de kunne blive gennemkogt tilstrækkeligt. Endnu mangler der at blive bøjet to spanter til, som er identiske med to af dem der allerede sidder på skabelonerne.
De kortere askestykker Jørgen står med er dem som skal virke som støtter fra sæderne og ned til spanten, som vist på illustrationen/billeder fra igår.

Lindetræet som skal bruges til sæderne fandt jeg frem, og der synes lige akkurat at være nok til de 7 dobbeltsæder.
Med hensyn til klargøring af alt det andet træ, så ligger det stadigt under tagplader som beskytter det mod regn.  Det kan være truslen mod det videre arbejde i de næste par dage, men mon ikke der skulle komme bare lidt ophold i regnen.

I aften skal jeg afsted til skoven for at bese en lang egestamme jeg fældede for længe siden.  Den blev fældet og skåret i længder á 3 stykker. Derefter blev stammerne løftet op fra jorden så den kunne tørre langsomt. Egetræet er tænkt brugt som de inderste sambord/bordlægning i fartøjet.

Forberedelse af spanter til Fønix

spante_120711.png

Fra morgenstunden bestod arbejdet i at opskære spanter ud af 4 m. lange askeplanker.  Et tungt og tidskævende arbejde. At opskære  spantelister er en krævende prøvelse for rundsaven, da den lange, tunge askeplanke skæres af en forholdsvis tynd savklinge, der hurtigt bliver varm og dermed kan bøje/slingre.

Men det gik rimeligt godt, og der er opskåret 16 gode hovedspanter, som giver skibet form og som sædeplankerne senere skal placeres på.

Kanterne på spanterne er høvlet af, og Sonja hjalp med at lave et langt “havebassin” hvori listerne ligger i blød til i morgen.

Billedet viser meget godt arbejdsindholdet for dagen i morgen. Det er fra et tidligere illustrationsforsøg, derfor spiller det ingen rolle, at denne er så skæv, som den er. Spanten dampbøjes og skal efter hærdning sættes sammen til denne spant/sædeform.  TIl forskel fra tidligere, vil de to støtter blive monteret anderledes end sidst, hvor de blev naglet til sæderne, men bundet til spanter og bordlægning. Denne gang skal støtterne kiles op i spanterne så de på den måde holdes på plads.

Vejrudsigten lover ikke ligefrem sommer i morgen, men spantebøjningen kan sagtens foregå i regnvejr, og Jørgen kommer og hjælper mig.

Den flotte røde skibsform bag spant/sæde konstruktionen blev i sin tid  lavet af Thomas B. Sørensen. Han var en af de meget virksomme hjælpere ved Vildhoppe-byggeriet.  Tanken er at Skibsformen skal pryde Spejderhytten med  Bronzealderlaugets navnetekst.

Fuglen Fønix tager sin begyndelse

Tegning

I dag mandag 11. juli blev spantskabelonerne taget i øjesyn, og en vurdering af skibets endelige størrelse er blevet skønnet på baggrund af de tilgængelige materialer. Nogle af de gamle spantskabeloner kan genbruges, og en opstilling af disse giver denne bedømmelse af fartøjets længde, og bredde: Til sammenligning har jeg skrevet målene i parentes for Vildhoppen: Længde 11 m.  ( 24,5 m.)   Bredde 180 cm. ( 220 cm.)   Højde 45  cm.  ( 70  cm.)

Besætningsantal bliver 14 - 16 personer  ( Vildhoppen 42 personer) Den væsentligste ændring er selvfølgelig den halve længde ( 55 % kortere) og en beskeden indsnævring af bredden med 20%. Højden er reduceret med hele 35 %, hvilken faktisk er den mest betydningsfulde ændring. Reduktion af højden skal ses i forhold til sandsynligheden for at vand skal skylle ind over rælingen, hvilket naturligvis vil være katastrofalt, hvis det bliver for voldsomt. På den anden side skal fordelene ses i forhold til mandskabets nye muligheder for at sidde endnu lavere i fartøjet ( giver fartøjet et lavere tyngdepunkt), men vigtigere er det den langt større bevægelsesfrihed under paddeltagene.

Et trænet mandskab, vil med forflytning af kroppen, kunne forrykke skibets menneskelige “ballast” i manøvreringsøjemed. Dette  er langt enklere at øve med færre end med flere deltagere, og da det nye fartøj kan rumme 14 - 16 deltagere modsat Vildhoppens 42, vil skibets egenskaber til vands kunne udnyttes langt mere effektivt. Hermed menes muligheden for mandskabet i den ene side kan flytte sig tættere mod midten, samtidigt som at mandskabet i den anden side læner sig længere ud for at tage nogle kraftige paddeltag. Det kan betyde en hurtigere og mere effektiv drejning med en kantning af skibet, men det skal understreges, at det kræver et godt trænet sammenkørt mandskab. Det vil kunne trænes med større mening i en almindelig kano, så alle ikke skal møde op til en gang træning hver gang. Så vil man også erfare de risici der er forbundet med forkert manøvrering.

spander_110711.png

Jørgen Andersen var på arbejdspladsen og fik forevist skibets nye mål med muligheden for kristisk at vurdere forandringerne. De næste dage bliver dampbøjning af de nye spanter, tilskæring af sæderne til montering på spanterne når de er hærdede og tørre. Dette arbejde sker tirsdag - torsdag. Derfra kan spante/sæde-konstruktionen opstilles på beddingen og det egentlige fartøjet vil langsomt vokse frem fra de mange dele der flyder rundt omkring på pladsen.