Bronzealderskibets weblog

Tolkning af helleristninger som grundlag for skibsbygning

De mange helleristninger i Skandinavien viser til en enestående begejstring for skibe - i livet såvel som i døden.
Deres verdensbillede var af en helt anden end den vi kender til idag. Skal vi forstå deres liv og tanker skal vi frigøre os for vores egen klassiske og moderne opfattelse af vores omverden og dens videnskab.

Forestil dig for 3.000 år siden: Jorden er flad og det Danmark vi kender idag består af store åbne græsarealer, hvor kvæget græsser. Østjylland, Fyn, Midt- og Nordsjælland er dækket af tæt skov, fortrinsvis lindeskov.
Somrene er varme og vintrene tørre så kvæget går ude hele året rundt.
Vi dyrker korn, men også hirse og hør. Hestene har vi lært at tæmme og betragtes som hellige dyr, der repræsenterer kraft og styrke (solvognen).
Vejene var spor i terrænet, men også stenede veje optrådte her og der.

Men den enkleste måde at færdes på var at bruge vandvejene. I selv et mindre fartøj kunne meget gods transporteres med et lille kraftforbrug.
Kommunikation med andre kunne derfor lettes gennem at krydse farvandene i stedet for at slæbe sit gods på tværs af landet.

Et samfund, som er i så tæt kontakt med naturen udvikler en særlig evne til at se og forstå faresituationer på forhånd. Derfor kunne vind og vejr, strøm og bølger aflæses, så livet ikke blev sat på spil. Deres evne til fysisk og teknisk at håndtere bådene var på et meget højt niveau, som kun kanoeksperter er i stand til idag.

Båd/skibskonstruktionerne var ikke bygget ud fra tilfældigheder. Faktisk var de kanoer, fordi de blev drevet fremad med padler.
Med det endnu beskedent udviklede værktøj i sten og bronze var det håndværkere på allerhøjeste niveau, der forstod at bygge disse prægtige skibe, hvor forståelsen for sødygtighed har været en selvfølgelig indsigt.
Selvom det kun er “hjortspringfundet” ( se www.hjortspring.dk) jernalderskibet fra Als ( 19 m. langt og med 20-mands besætning) som er eneste fund vi kan referere til, er det imponerende med hvilken akkuratesse disse skibe blev bygget, samtidigt som det har været et organisatorisk mesterstykke at gennemføre.

Helleristningerne har været genstand for tolkninger i over hundrede år, og den diskussion vil sikkert ikke stoppe - heldigvis. Myter og gåder er “dragende” og engagerer os med vores intellekt, følelser og fantasi.

Gennem årene har tolkningen af skibenes udseende vaklet mellem skindbåde og træbåde.
Hvis vi skal nå længere i den diskussion, skal vi gå fra argumentation til handling for at se, hvad der er sandsynligt.
Vi tager udgangspunkt i at det kan have været skindbåde, et træskelet beklædt med læder ( omtales som skindbåde).
Vi havde masser at træ og læder havde vi fra kvæget.
Træbåde og skindbåde har hver for sig fordele som ulemper.
Nogle eksperter hævder at skindbåde kun blev bygget i træfattige områder, men det passer ikke med virkeligheden. I Irland var der masser af egetræ for 2.000 år siden og da byggede man sine “curraghs” som blev roet såvel som sejlet. De blev beklædt med oksehuder.
Selvom vikingerne huserede i Irland for 1000 år siden og iøvrigt byggede et af sine vikingeskibe der ( et af disse skibe blev sænket i Roskildefjorden), så førte det ikke til at de loale irlændinge ændrede på deres byggeteknik med brug af læder.
Sommeren 2007 sejler “havhingsten fra Glendal
Jeg vil ikke hævde at vore bronzealderskibe var en slags kopi af den grønlandske Umiaq. Umiaqen er en helt anderledes byggeteknik som giver enestående sødygtige fartøjer, og de blev i Østgrønland bygget i længder op mod 20 m.

Det er interessant at vi i fagterminologien omtaler båddele med ord som ikke længere er helt gennemskuelige. Vi ved ikke hvad ordet køl betyder, men i samtale med Max Vinner fra Vikingeskibsmuseet, påpeger han at køl kan være afledet af en landskabsform, en “bule” i landskabet.

Hvad jeg undrer mig over er eksperternes brug af ord som ikke passer ind i en faglig vurdering af oldtidens fartøjer.
For det første er det ikke rigtigt at omtale disse fartøjer som hverken skibe eller både, da det rent faktisk er kanoer, højt udviklede kanoer. En båd er almindeligvis et fartøj som ros eller sejles, et skib er et større fartøj med lastekpacitet.
Helleristningsskibene omtales som “skibe med køl hvor enderne svinger op til de dobbelte stævne. Imidlertid er køl først en bestanddel i vore fartøjers historie mellem år 500 - 800, fra Nydamsbåden til vikingeskibene.
Det mest revolutionære i vor skibshistorie er måske et sted mellem år 300 f.kr. - ca. år 400 efter kr. Det er i denne periode at kanoerne udvikles til brede men kortere både og padlerne afløses af årer. En køl som man aldrig med fordel ville sætte på en kano bliver en konstruktionsdel som tjener fordele byggeteknisk som i sejlladsen hvor kølen kan give retningsstabilitet og også mindske afdrift grundet vind og strøm.
fredag den 08. dec 2006