Odsherreds Kommunes hjemmeside

Bronzealderskibet er nu omtalt på Odsherred Kommunes hjemmeside:
Umiaq
Svend Ulstrup og Erik Frandsen ved en grønlandsk konebåd, umiaq, som er samme type som bronzealderbåden.


Bygger bronzealderskib

25 meter i længden, 2,20 meter i bredden og med plads til 42 personer om bord, skroget er opbygget af lindetræ og elletræ og beklædt med hørlærred, der skal gøre det ud for de 100 oksehuder, som oprindelig blev anvendt.

Det er dimensionerne og udseendet på et helt unikt fartøj, som søsættes i Isefjorden neden for Odsherreds Kulturhistoriske Museum ved Annebjerggård lørdag den 5. maj 2007 - samme dag, som udstillingen Solens Land med Nationalmuseets udlånte Solvogn åbner på museet.

Det forholdsvis nystiftede Odsherred Bronzealderlaug går i påsken i gang med at bygge verdens formentlig både første og største tro kopi af en bronzealderbåd med 42 træ-pagajer som redskab til fremdrift - motor og sejl var nemlig ikke opfundet i bronzealderen for 4000-5000 år siden.

Inspireret af Solvognsfest
- Jeg fik ideen til, at vi her i Odsherred burde arbejde videre med bronzealderen efter markeringen af 100-året for fundet af Solvognen på Trundholm Mose tilbage i 2002, siger Svend Ulstrup, som har 25 års erfaring som kajakbygger og har fast værksted med undervisning i en af længerne på Annebjerggård mellem Naturskole/Vandrehjem og museumsbygningerne.

Lauget blev stiftet i november 2006 og tæller foreløbig bare 25 medlemmer. Visionen er at skabe et helt bronzealdercenter et sted i Odsherred, men frem for at markedsføre visioner og tanker, er medlemmerne gået i gang med et helt konkret projekt, et bronzealderskib. Formand er Stig Krag Jespersen, Vig, og består endvidere af Jesper Wad, Kjeld Jensen, Erik Frandsen og Stig Madsen.

- Der findes ikke rigtig nogen overleveringer og tegninger fra dengang udover de skibe, vi ser på helleristningsstenene. Derudover har jeg hentet inspiration fra jernalderbåden Hjortespringsbåden på Als i Sønderjylland, hvor jeg har været flere gange. Også de grønlandske konebåde, kaldet Umiaq, som har været anvendt helt frem til 1950´erne er en inspirationskilde, da de ligeledes er en skindbåd, forklarer Svend Ulstrup.

Arbejder hele påskeugen
Fra palmesøndag den 1. april og 10 dage frem til 2. påskedag vil der være åbent i værkstedet i den store røde ladebygning mod fjorden. Alle er velkomne til at komme og være med eller bare se på. Udover arbejdet med spanter og skibskrog er en udstilling af kajakker og blandt andet en Umiaq i bygningen.

Hverken Svend Ulstrup eller sekretær i lavet Erik Frandsen ser spor stressede ud ved udsigten til, at der kun er en lille måned til at få den store båd søsat og ligner et par mandfolk, der er villig til at arbejde i døgndrift for at nå målet.

- Vi håber, flest mulige vil vise interesse i arbejdet og også gerne melde sig ind i lavet for 100 kroner om året. I påskedagene vil vi også have en bronzesmed på stedet, hvor børn og voksne kan være med til at smede eller lave helleristninger. Der vil blive arrangeret forskellige workshops, ligesom vi har planer om aftenskole, fortæller Svend Ulstrup.

Budgettet for skibsbyggeriet er på bare 300.000 kroner. Den tidligere Trundholm Kommunes Kulturudvalg har bakket op og støttet projektet, det samme har Hempels Fond, Friluftsrådet, den tidligere Nykøbing-Rørvig Komune og Odsherred Statsskovdistrikt.

Lindetræet til båden kommer dels fra den lokale Anneberg Skov, dels fra Ringsted og er selvskovet. Derudover anvendes også asketræ og elletræ, og i stævnen af båden udhugges et hestehoved som frontfigur.

- Vi vil gerne formidle eksperimental arkæologi, fordi vi mener, det er mere engagerende for publikum selv at være med end bare at gå rundt og læse og se på. Samtidig vil vi på vores hjemmeside, www.bronzealdercenter.dk formidle ny og kendt viden om bronzealderen og skibsbyggeriet samt benytte os af weblogs (dagbog på internettet, red.), siger Svend Ulstrup.

Et tv-hold vil følge processen med skabelsen af bronzealderbåden, og man arbejder på et få denne film vist på DR-TV på et senere tidspunkt. Skoletjeneste og et hæfte om processen skal også udarbejdes.

International formidling
- Bronzealderen er utrolig spændende, men ikke særlig godt belyst herhjemme. Gennem vores arbejde er vi i dialog med blandt andet Vikingeskibsmuseet i Roskilde, danske og internationale eksperter. Antroprologen og havbiologen Thor Heyerdahl har fundet helleristningssten i Aserbajdsjan, som har samme motiver som de mange helleristningssten, især Odsherred er rig på. Ser vi på den hest, der er afbildet på Solvognen, er inspirationen jo ikke sådan en stor gammel jysk bryggerhest, men måske snarere en adræt ridehest fra Mongoliet, siger Svend Ulstrup, der også har inviteret arkæologistuderende til at være med i det spændende projekt.

Når skibet er søsat skal det efterfølgende ud på havet befolket med 42 mænd og kvinder fra bronzealderlavet, allerede i anden uge af maj skal skibet føres til Holbæk, og senere på sommeren sender Vikingeskibsmuseet en båd gennem Isefjorden, som bronzealderskibet vil følge en del af vejen.

Bronzealderlauget vil sælge pagajerne i sponsorater à 1500 kroner stykket og søger også andre fonde om økonomisk støtte til projektet.

- Men søsætningen bliver den 5. maj, det er sikkert og vist, siger Erik Frandsen og Svend Ulstrup.
Planke
Svend Ulstrup med det høvlede lindetræ, som sammen med ask og elm skal danne skroget af båden.

Peter Haugaard Odsherreds Kommunens presse/informationschef

0 Kommentarer til “Odsherreds Kommunes hjemmeside”


  1. Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Du skal login for at skrive en kommentar.