Bronzealderskibets weblog

Vendingen:

Opdateret med foto fra vendingen den 14. april

Lørdag d. 14. april blev skelsættende for skibsprojektet. Det var en god dag at vende skibet på. Vi var 8 personer samlet til den enerverende prøvelse. Jeg gættede på at skibets vægt var omkring 200 kg. fordelt på de 22 m. der er bordlagt. Med varsom dristighed blev løfterebene lagt omkring hanebåndene i hallen 10 m. oppe. Langsomt løftede skibet sig når vi med taljeudvekslinger løftede skibet op fra beddingen. Der skulle teamwork til - et samarbejde der kun gav et forsøg for at vi succesfuldt kunne vende skibet om uden skader. Var konstruktionen stærk nok? Kunne lindetræet tåle vridningerne? Var løfterebene placeret rigtigt?

Der blev talt med store bogstaver gennem forløbet og det var fantastisk at se et så stort skib svæve i rummet. Det tog 2-3 timer før det var vendt. Det knagede og bragede i samlingerne. Nogle gange vred hele formen sig næsten 30 grader i længeplanet. Andre gange var springet i formen op til 1 m.!!! og alligevel holdt det. Vi var enige om at store bølger nok ikke bliver det store problem. Den vil kunne forme sig efter bølgernes form som en anden målerlarve.

Trundholms tidligere borgmester og hans kone var forbi for at følge vendingsprocessen. Vi havde en snak om hvorvidt “Ormen den lange” var udtryk for et skibs evne til at give efter for bølgerne til et forløb der giver fleksibiliteten fuld udfoldelse. Måske.

Endnu var tofterælingerne ikke monteret. De er i ask og giver den længdemæssige stivhed fordelt over 4 snit/samlinger. Med dyvler og surringer giver det længdemæssige stor op-ned-bevægelse.

i en senere bog om projektet vil vi beskrive vore teorier og de fakta vi kan konstatere i byggeriet med skibet. Skindbåde betragtes ofte nedladende som primitive i sammenligning med træskibe og som regel i sammenligning med nationens stoltheder - vikingeskibene. For mig er der ingen tvivl om at et skindfartøj på mange måder er mere sødygtigt end en træbåd. Dette skyldes den længdemæssige elasticitet samt skindets evne til at give efter. Skindets eftergivenhed giver en større slutstabilitet end i en båd med fast form. Vikingeskibe er elastiske sideværts. Stævnene kan bevæges i forhold til hinanden, men køl og de lodretstående bord giver længestivhed. I vores skind/læderfartøj har vi fleksibilitet i alle retninger. Kun fremtiden og praksisen kan give svar på vores antagelser og vurderinger.

Efter vendingen har vi givet skibet et “spring” i bunden på næsten 20 cm. Det er ganske meget, men med belastning af besætningen vil fartøjet bøje mere ned i enderne hvor opdriften er mindre end på midten.
Et endnu ikke løst mysterium er fæstelse af stævnene. Der skulle 4 mand til at bære stævnen ud fra skov til trailer. Nu skæres den til og mindst halvdelen af vægten reduceres. Hvordan den med så stor vægt kan fæstnes i den tynde bordlægning ( 11 mm.) kan undre. Den vil sandsynligvis skulle have fat i støttebenene for tofterne for at få vedhæftning og stivhed. Vores”hestehoveder” er heller ikke lette.

Disse uløste tekniske forhold løses i den kommende uge. Der er kun 3 uger til søsætning.

Efter vores plan skal al træværk være færdig om en uge og klar til oliering og tjæring. Dernæst skal dugen sys sammen i 3 baner ( ialt 75 m. dobbelt håndsyning). Dugen skal strækkes og sys på. Slutteligt mange liter linolie flere gange.

I den sidste uge færdiggøres de 42 padler og halvdelen er faktisk klar.

Thomas Sørensen har stået siden i går aftes og skåret/høvlet/hugget/snittet i pagajerne.

Idag var det Jens Westphael, Jesper Wad, Anne Marie Hansen, Tomas Sørensen, Thomas og hans far Ib som var med til vendingen.

Cheffotograf/ film blev gennemført af Leif Stubkjær.